10 års oplevelser
10 år i Radulf Gruppe - en spejdersnak med Karina & Mette.
Karina Juhlert Kjeldgaard og Mette Jørgensen har udviklet sig fra være to knapt så gamle spejdere til at være to travle spejdere. Vi har derfor sat Karina og Mette stævne til et KLAN spejdermøde en torsdag i vores hytte.
Hvorfor blev I spejdere i Radulf Gruppe?
Karina tager straks ordet: Jo ser I det var foråret 1990 og jeg gik i børnehaveklasse. En af mine klassekammerater delte en brochure ud i klassen. Denne brochure handlede om at blive spejder i den ny startede gruppe i Solrød: Radulf. Jeg (og mine forældre) var fyr og flamme. Da min far og hele hans pukkelryggede familie er/har været spejdere i Det Danske Spejderkorps, mente mine forældre også, at jeg skulle være ”rigtig” spejder – dengang var jeg ligeglad, men i dag kunne jeg ikke drømme om fx at være grøn. Da min far ringede til en af lederne for at tilmelde mig, fik han at vide, at de havde haft så mange tilmeldinger, at de ikke tog imod flere, men de ville ringe hvis der blev plads senere – det var vi lidt skuffede over. Men min far, der er en meget stædig mand, blev ved med at ringe og en dag i slutningen af september 1990 var jeg til spejder for første gang og den 3. oktober 1990 – blev jeg tilmeldt som blåspejder i Radulf gruppe – DET VAR STARTEN PÅ NOGET STORT, siger Karina højlydt grinende.
For mit vedkommende, begynder Mette, så begyndte det med, at mine forældre fik en brochure nede i centeret om det første møde på Solrød skole. På det tidspunkt var jeg KFUK’er, men var lidt træt af at have set alle kommunens kirker op til flere gange - og så måtte vi ikke engang sove i telt, siger Mette med et glimt i øjet.
Nu har I jo begge været med i 10 år, hvad husker i bedst?
Der er jo sket mange ting i løbet af 10 år, siger Karina. Men…. Jeg kan huske vores etårsjubilæumstur, hvor vi legede orm i soveposerne. Min mor kunne bagefter ikkeforstå, hvordan pokker mine sovepose og mit tøj var blevet så beskidt… Det næste, der står klart i min hukommelse, at vi efter nogen tid fik et sted og en hytte, vi kunne mødes i i stedet for på Solrød Skole. Stedet var en kæmpe stor mudderpøl – nåh nej mudder er der jo stadig. Mudder eller ej – det var lækkert at komme væk fra skolen, hvor man ikke kunne være rigtig mini – beskidt, fri, glad og larmende (mudderet var bare vores mødres bekymring). På et tidspunkt fik vi det gamle filmlokale fra Solrød Skole. Hytten blev hejst op og kørt 2 km af en kæmpe kran til der, hvor den står den dag i dag under navnet ”Den Store Hytte”. Undervejs var både kranen og hytten ved at gå i stykker, men hytten holdt (kranen ved jeg ikke om holdt) – og det gør den med elastik og nød og næppe endnu.
I min klasse var vi på et tidspunkt 8 piger, der gik til spejder. Det var fedt og det gjorde også vores sammenhold i klassen bedre, fordi vi var så mange, der havde fælles oplevelser. Men da vi blev juniorer, begyndte det lige så langsomt at svinde ind. Det var ikke længere sejt at være spejder pga. af fordomme fra folk, der ikke var spejdere. Man begyndte at tænke på hvad andre synes om en selv, så mange holdt op til spejder. Jeg blev ved – ganske enkelt, fordi mange af mine venner var der og jeg var rimelig ligeglad med, hvad andre synes om mig. –Vi der stadig gik til spejder støttede hinanden.
Blå Sommer 1994 er en af mine største oplevelser som spejder – så mange mennesker samlet på et sted med samme budskab, holdninger, interesser og så mange nationaliteter (vistnok 42) – det er virkelig ikke til at forstå. Radulf havde tyskere, svenskere og to polske grupper med som venskabsgrupper. Det var bare fedt at være 100% spejder i 10 dage uden stop.
Karina er næsten slet ikke til at stoppe, men Mette sidder og tripper, idet hun skal videre til et anden aftale, men hun har da heldigvis også tid til at svare på vores spørgsmål:
Jeg kan ikke lige udvælge den bedste spejderoplevelse, da der har været så mange gode, udtaler Mette. En af de første var vores 10 km hejk på Åsen. Vi var lige startet og jeg var den eneste i patruljen, der havde været spejder før. Vi skulle både gå med vores opbakning og sove i bivuak, det var en stor udfordring for nogle. Der var også den første divisionsturnering, hvor vi deltog uden for turnering og Daniel væltede i en stor bunke brændenælder. Vi klarede os så godt, at Mona gav lakridsstænger på det næste møde.
Ja så er der selvfølgelig også alle sommerlejrene, jeg tror ikke jeg har misset en eneste, siger Mette eftertænksomt.. Den første var en leder-styrelsestur til Sverige. På det tidstpunkt var min mor leder, så der var jeg også med. Der har også været både gruppeture og storspejder kanotur til Sverige, Nordsø jamboretten sammen med Skovtrop og Påskebjerg, 2 gange Blå sommer, på den første havde jeg hele familien med, på den anden deltog jeg som senior. Der var også gruppelejren i Vordingborg, hvor vi var 3 storspejdere og ligeså mange ledere. På den tur blev lederens bivuak oversvømmet, så de måtte flygte ind i hytten - der var vi i øvrigt også til Boney M koncert.
Ja og forrige år var vi på gruppelejr på Langeland, hvor vi kom hjem rødhårede og Thor brækkede foden, da han var ude og bade. Selvfølgelig er der også Rold jamboretten, hvor vi blev angrebet af tæger. Den sidste nat, var jeg nattevagt sammen med Julie så da vi havde lavet morgenmad til de andre gik vi i seng, mens de fik fornøjelsen af at pakke lejren ned.. Den 10 lejr kan jeg ikke huske, men jeg er sikker på, at jeg har været med, siger Mette, mens hun er på vej ud af døren. Inden Mette smutter, får vi lige en sidste kommentar fra hende: men alt i alt har det været 10 gode år - det må I gerne citere mig for!
Da Mette er forsvundet ud af døren, vender vi os igen mod Karina parat til at stille hende et nyt spørgsmål, men Karina har brugt talepausen til at tænke, så hun fortsætter, hvor hun slap…
Personligt har jeg været på tre Plan kurser (i 1996 på Colleruphus, 1997 på Brejning Spejderefterskole og 1998 på Lodskovvad) Alle tre har været med til at udvikle mig som spejder, men også som den person jeg er, når jeg ikke er i uniform. Den bedste Plan var helt klart i 1998, hvor Louise, Erica og jeg var oppe og vandre i Nordjylland. Vi gik 75- 100 km på tre dage. Selvom det var hårdt, var det fedt, fordi man lærte så mange nye sider af sig selv. Man får også et hav af nye venner på Plan - bl.a. har jeg stadig meget kontakt med en pige fra da jeg var på Plan i 1997.
Påske- patruljekurser på Egemosen er også kæmpe oplevelser. Jah, det er bare sjovt: de minder jeg har, fra de tre kurser jeg har været med på, er så indforståede og interne, at ingen ville forstå dem, så dem vil jeg springe over. Plan og påskekurser er de mere offentlige ture, men der er selvfølgelig også de normale tropsture: decemberturene lå/ligger omkring Hannes fødselsdag og lørdag aften holdes der traditionen tro en fest. Vi har bl.a. haft beachparty og toga- fest. Lige toga- festen er vi nok mange, der ikke har så gode minder fra – vi havde et mindre uheld med noget ild, men vi overlevede alligevel alle sammen og det var med til at gøre alt anderledes, men ikke kun negativt…
Men du er jo ikke den eneste i familien, der bruger tid på det frivillige spejderliv…?
Nej - I løbet af det første år, jeg var spejder, kom min mor også ind i Radulf gruppe (som kasserer) og er der stadig. Min lillebror startede som mikro, så snart han kunne og min far, der har evnen til at blande sig overalt, er også uofficielt med som (hvad skal jeg kalde det) ”ham- der- altid- er- med- til- møderne- men- som- ikke- har- nogen- titel- i- styrelsen”. Og jeg
er bare spejder, så vores familie mellemnavn er vel efterhånden blevet: Spejder, siger Karina med et stort smil på læben
Javel jo.. men hvad så nu og fremover?
Ja, i sommers var vi på Blå Sommer 1999 og det var uden tvivl sjovere end Blå Sommer 1994. Vi lå i lejr med nogle skotter. Og det er de samme skotter som troppen og klanen skal besøge til sommer og det er jeg nok ikke den eneste, der ser frem til. Efter sommerferien 99 startede jeg i klanen sammen med dem jeg har været spejder med næsten hele mit liv og som er mine allerbedste venner.