Hvordan opstod Radulf?
Radulf Gruppe - hvordan opstod vi?
Vi har sat Mona Jellesmark og Ejner Vilhelmsen stævne til et interview om opstarten af Radulf gruppe.
Hvordan opstod ideen til en blå spejder gruppe i Solrød:
Jo ser I, i Køge Bugt division havde man i divisionsledelsen længe ønsket sig en blå spejdergruppe i Solrød kommune, udtaler Mona. Således blev jeg i 88/89 udpeget til divisionsassistent med ansvar for nye grupper i divisionen. I divisionsledelsen arbejdede vi i disse år hårdt på at bevare Køge Bugt Division som en selvstændig division, så vi kunne undgå at blive lagt sammen med andre divisioner. Dette arbejde førte blandt andet til fokus på de ”sorte” ”spejder pletter” i divisonen.
Efter nogen tid nedsatte divisionen en lille arbejdsgruppe bestående af jeg selv, Mona, og andre, udtaler Ejner. En af de ting, som vi tænkte meget over for 10 år siden, var om der overhovedet var grundlag for en blå spejdergruppe i Solrød Kommune. I Solrød kommune var der på daværende tidspunkt både Kfum og Kfukspejdere samt FDF’ere. FDF dengang havde en enorm størrelse, så vi spurgte os selv, om der overhovedet var børn nok til en blå spejdergruppe i Solrød?
I var vel ikke alene om det store arbejde i opstartsfasen?
Nej selvfølgelig ikke, udtaler Mona. Da der begyndte at komme realiteter bag drømmene, gik vi i gang med at finde lederemner og andre interesserede til at hjælpe os med det store arbejde, som vi stadig væk havde foran os for at få startet en gruppe op i Solrød.
Jeg husker egentligt ikke helt præcist, hvordan det gik til, men inden længe var vi, Hanne Kraul Jensen, Anni Jørgensen, Jette Thisted, Mona og jeg, og inden længe kom også Alicia Raff Nielsen til, udtaler Ejner. Fælles for os alle, bryder Mona ind, var, at vi alle have en fælles fortid i Skovtrop- og flok i Bjæverskov – måske lige med undtagelse af Jette.
Hvordan gik det til, at der faktisk også kom børn – spejdere til gruppen?
Jo – en af de første ting, som vi gik i gang med, inden vi tænkte så meget på børn, var at finde nogle egnede mødelokaler, siger Mona begejstret.
Det var jo ikke helt let, siger Ejner. Men efter nogle møder med Solrød Kommune, lykkedes det os at få lov til at låne 3 klasseværelser på Solrød skole hver tirsdag aften mellem 18 og 21. En af de sjove ting ved at være i klasseværelserne var, at før starten af hvert møde måtte vi tegne bordopstillingerne på tavlerne for at kunne stille bordene på samme måde, som da vi kom, siger Ejner med et let nostalgisk blik i øjet.
Ja ja – men det var ungerne, vi spurgte til?
Ungerne kom jo ikke helt af sig selv. Vi gik i gang med at fortælle lokalområdet om det nye fritidstilbud. I november 89 og i januar 90 havde vi to hele lørdage i Solrød Centeret med raftestativer, kærrer, balloner, pr-materialer… Disse balloner og pr-materialer delte vi gavmildt ud til enhver, der havde et barn under armen eller i hånden. Nu kunne vi bare vente, da vi i centeret havde inviteret til en informationsaften på Solrød skole den 6 marts mellem kl. 18.00 og 19.00, siger Mona.
Til informationsaftenen havde vi pyntet lokalerne op, så det næsten lignede en spejderhytte. Der var masser af bøger, materialer, musik, kaffe og kage. Så stod vi ellers der med sommerfugle i maven og tænkte – kommer der overhovedet nogle. Klokken den blev seks, og der var ikke kommet en eneste, og der en stille enighed i blandt os om, at det prøver vi lige engang til… men så skete der det, som vi bagefter blev enige om, måtte være en drøm. Pludseligt myldrede det ind med mennesker - ja man skulle næsten tro, at de havde stået udenfor og holdt os hen med spænding, udtaler Mona.
Der kom femogtredive spejdere og 40 forældre. Det oversteg vores vildeste forventninger. Det var en forrygende aften, og inden vi havde set os om, var der indmeldt 36 børn, og 10 forældre havde givet tilsagn om, at de gerne ville være med gruppestyrelsen, siger Ejner. Da de forventningsfulde unger var taget hjem, måtte vi næsten knibe os selv i armen for lige at være sikre på, at vi ikke drømte. Vi var måløse, men meget glade og stolte.
I de efterfølgende dage, fik vi rigtigt travlt. Vi måtte fremrykke dagen for det første spejdermøde, således at ungerne kunne komme i gang med spejderarbejdet, siger Mona.
Men nu bor vi jo ikke på Solrød Skole længere….
Fra den succesfulde start voksede gruppen, og vi begyndte at se os om efter nye lokaliteter til spejderarbejdet. Solrød kommune havde sat jord af ude ved gokart banen, hvor lokalplanen viste, at der skulle være to spejderhytter, siger Ejner. I kan tro, at telefonerne kimede. Vi ville bare sætte os på det ene jordlod. Kommunen ville gerne give os et areal, men lokalplanen blev først iværksat et par år senere, og det område vi i dag bor på var temmelig vådt, og krævede derfor en jordopfyldning for at kunne fungere som en spejdergrund.
Men nu er spejdere jo ikke sådan at slå ud, supplerer Mona, så vi tænkte, at når nu kommunen ikke havde noget jord, så måtte vi jo skaffe noget selv! Inden længe havde vi 1500 m3 jord, som vi måtte få for at hente det i Roskilde. Undervejs var der en af vores kontakter, der fik en endnu bedre ide, idet det viste sig, at Københavns pektinfabrik stod foran en udvidelse, og derfor stod med en masse jord i overskud. Inden længe lykkedes det os for vores kontakt – Poul, at få virksomheden overtalt til at levere og planere jorden for os gratis. Kort efter havde vi langt forud for lokalplanen en spejdergrund, som ikke havde kostet os en krone!
Jo jo det er jo godt nok, men hvad med hytterne, fik vi også disse gratis?
Nej siger Ejner. Jeg var gruppeleder dengang. Gruppestyrelsesformanden, Jette Thisted og jeg, måtte en tur i banken. Korpset havde en særaftale med Sparekassen SDS, så vi gik glade og friskt op i banken og sagde, at vi gerne ville låne 100.000,00 kroner. Det var der ingen problemer i. Vi skulle ”bare” overbevise den gode man i banken om, at de skulle låne os pengene uden nogen form for sikkerhed. Det store spørgsmål, som han slet ikke kunne forstå svaret på, var: hvem, der dækkede beløbet såfremt gruppen lukkede? Det gør DDS vel? Nix måtte vi svare! Og vi måtte efterlade DDS håndbogen hos bankmanden, der straks gik i gang med at læse korpsets vedtægter. Efter et stykke tid fik vi, på trods af den manglende sikkerhed, det ønskede lån. Nu kunne vi for alvor gå i gang med at tænke på hytter, udtaler Ejner.
Ja ja det var pengene, men 4 hytter for 100.000 kr….
Nej, sådan gik det ikke helt til forsætter Ejner. De fleste af pengene blev brugt til vores første hytte. Den hytte med køkken og toilet. Oprindeligt var det en gammel skurvogn. Vi gik i gang med at lave et fundament og få lagt vand og strøm ind i hytten. Da hytten endelig var færdig, havde vi efterhånden brugt de fleste af pengene, bryder Mona ind.
Men der var vel ikke plads nok i den lille hytte?
Nej det er rigtigt, siger Mona. Men et og andet sted skulle vi jo begynde. Helt ærligt var det et stort rod og svineri starten. Aldrig nogensigende har jeg set så meget mudder i en spejderhyttte. Først da vi fik samlingshytten, blev der lavet en ordentligt indkørsel og græsplæne.
Samlingshytten – hvor kom de penge fra?
Indimellem har man jo lov til at være heldig, siger Ejner. Da Solrød skole lukkede, blev der et filmlokale ledigt. Ja tænker du måske nok, man kan da ikke flytte et filmlokale…. Jo det kunne man faktisk sagtens. Vi var så heldige, at filmlokalet var en selvstændig barak i skolegården.
Der var ikke mange, der troede på, at det var muligt at flytte så stor en træhytte, siger Mona. Ved hjælp af en kæmpekran fra Monberg&Thorsen lykkedes det alligevel at få barakken op på en blokvogn, der skulle transportere hytten til vores grund. Hytten blev således kørt gennem byen, og der var bekymrede miner at spore, da vi skulle læsse hytten af igen. Nogle mente, at det gamle l… ville knække, når vi skulle sætte det på det på plads.Men hytten er stadig i et stykke og står på sin plads på spejdergrunden ved gokartbanen, tilføjer Ejner med et smil om læben.
Det lyder jo meget nemt...
Næ nej – bryder Mona ind igen. En ting var hytterne, men i starten havde vi faktisk ingen strøm. Der er nok op til flere, der husker spejdermøder i petroleumslampens skær i en hundekold hytte. Igen skulle vi til at være kreative, siger Ejner. Elselskabet ville gerne sælge strøm til os, men de ville have, at vi selv skulle betale for nedgravningen af kablerne til hytten… Igen måtte vi være kreative. Vi foreslog elselskabet, at hvis vi gravede gennem åen, så lagde de et elkabel over til gokartbanen, og sørme om de ikke godkendte vores vilde ideer og på den bekostning, sparede vi 200 meter kabel og ikke mindst 200 meter gravearbejde!
Herefter gled interviewet over i snak om gamle dage og røverhistorier, så vi har for at skåne læserne, valgt at stoppe interviewet her.